Udgiv dine Joomla artikler nemt og hurtigt med blogger software |
| Skrevet af Bo Foght |
| Mandag, 15. februar 2010 09:24 |
|
Det er ikke nødvendigt at logge ind på administrationen på ens Joomla website for at tilføje artikler. Hvis man benytter de rette plugins og et godt blog-udgivelses software, så er det muligt at udgive Joomla artikler direkte fra programmet. I nedenstående guide vil jeg ofte benytte ordet "blog" når jeg omtaler dit Joomla site. Det er dog ikke nødvendigt at dit Joomla website ER en blog for at du kan benytte dig af dette software.
Første skridt er at installere sit ønskede blog-udgivelses software. I dette tilfælde har vi valgt at benytte Windows Live Writer. Det er et stykke software der er beregnet til at udgive blogs på Windows Live, men det kan også benyttes på mange andre blog tjenester. Live Writer kan hentes fra: http://writer.live.com. Du kan dog også vælge at benytte andet software såsom Microsoft Word. Nederst i artiklen har vi tilføjet en kort beskrivelse af hvad man skal være opmærksom på når man publicerer opdateringer fra Word.
Det skulle også virke med f.eks. Flock webbrowser, ScribeFire (Firefox udvidelse), Flickr samt Word, Blogger, Google Docs, MacJournal samt andre. Vi har dog kun testet det i Windows Live Writer, så der er ingen garantier for at det virker 100% efter hensigten i de andre programmer.
Dernæst skal du installere to plugins på det Joomla Website hvor du ønsker at udgive artikler. De to udvidelser kan hentes på nedenstående adresser:
http://joomlacode.org/gf/project/metaweblogapi/frs/ http://joomlacode.org/gf/project/rsd/frs/
Dernæst skal du huske at publicere de to plugins inde i din Joomla administration. Der er et par indstillingsmuligheder under pluginnet Metaweblog API:
Som du kan se, kan man først og fremmest vælge en standard kategori. I Windows Live Writer har du også mulighed for selv at vælge den specifikke kategori du vil udgive i, men her vælger du hvilken kategori der postes i, hvis intet andet er valgt. "Use hr as read more seperator" er en indstilling der betyder at når man bruger hr html tagget, så bliver det aflæst af Joomla som et "læs mere" tag og artiklen vil herefter blive opdelt. Sidste indstillingsmulighed angiver om artiklerne skal udgives på forsiden.
Dernæst skal du indstille Windows Live Writer til at udgive på dit Joomla website.
Webadressen til dit Joomla website, er den webadresse som dine brugere ser. Du skal altså ikke skrive /administrator eller lignende efter webadressen. Dit brugernavn og adgangskode er til din Joomla Administration. Bagefter bliver din blog sat op i Windows Live Writer og til sidst får du mulighed for at vælge et navn på bloggen.
Dernæst kan du under menupunktet "blog" se at du har fået tilføjet din blog. Herunder kan du se et eksempel hvor der er tilføjet to blogs i Windows Live Writer. Dermed kan du samle mange af dine Joomla Websites og blogs og redigere dem samme sted.
Vi er dog ikke helt færdige med opsætningen endnu, da vi gerne vil kunne tilføje billeder til vores blog. Derfor går vi ind under "Rediger indstillinger for blog" og vælger "Billeder" og dernæst vælger vi "Overfør billeder til en FTP-server" og til sidst "Konfigurer FTP".
Skriv FTP adressen til dit webhotel øverst og dit brugernavn og adgangskode til webhotellet. Dernæst vælger du knappen med de tre prikker uden for "Udgiv billeder i følgende mappe:" hvorefter dette billede kommer frem.
Her finder du mappen du ønsker at gemme dine billeder i. Når du har trykket OK, kommer du tilbage til forrige billede, hvor du vælger adressen til mappen hvor billederne ligger. I dette tilfælde vil de ligge i http://domænenavn.dk/images/stories/
Så er du klar til at skrive løs.
Nederst på skærmen står der et punkt der hedder "Angiv kategorier". Den skal du vælge hvis du ønsker at placere artiklen i en anden kategori end standard. Når du er færdig trykker du "Udgiv" og din artikel uploades til dit Joomla website. *UPDATE* Vi har netop testet denne funktion i Microsoft Word. For at udgive Joomla artikler gennem Word, så skal du trykke "Udgiv" og derefter "Blog". Derefter bliver du bragt over til en side hvor du kan redigere artiklen og opsætte brugernavn og kodeord. Når du indtaster dine kontooplysninger, skal du huske at domæneadressen skal se sådan her ud www.ditdomænenavn.dk/xmlrpc/index.php God fornøjelse. |









